Mosel Weekend på Villa Vest

4. - 6. november 2022

Vinekspert og moselkender Rene Langdahl guider jer gennem farlige klippefald, forpustende stejle skrænter og leder jer ind i rieslingens komplekse univers.

Dette er et særligt arrangementet med begrænset antal på 20 personer, og finder sted i weekenden fredag d. 4 november til søndag d. 6 november 2022.

Mosel har aldrig været bedre. Området har gennemgået en lille revolution de seneste tyve år. Gamle glemte marker er revitaliseret, klassiske vinhuse har fået ny energi, Mosel kan både lave tør riesling, halvsød riesling og eliksiragtig honningsød riesling og der findes endda steder, som mestrer spätburgunder. Over en weekend kommer du ud i krogene af Mosel, oplever én drues mangfoldighed, smager forskel på vin fra blå skifer og rød skifer, får indsigt i tyskernes klassifikationssystemer og ser forskel på gamle og nye stilarter fra en række af Moseldalens allerfornemste og dygtigste producenter. Vi serverer KUN det bedste!

Baggrund

Vand finder vej, altid! Engang for millioner af år siden fandt en lille strøm en sprække i grundfjeldet i det vi i dag kender som det centrale Tyskland. Strømmen sled sig dybere ned i klippen, mere vand kom til og til sidst havde den skabt en kløft. Nogle steder var fjeldet mere massivt end andre steder og vandstrømmen fandt en anden vej, løb udenom og efterhånden var strømmen blevet til en flod, der gravede sig dybt ned i den porøse skifer, snoede sig frem mod sammenløbet med et endnu større vandløb, som vi i dag kender som Rhinen. Mosel var skabt. Senere kom mennesket til. Romerne plantede vinmarker på de stejle skrænter og i dag er Mosel et af vinverdenens mest imponerende delvist menneskeskabte landskaber og riesling vokser næsten over det hele.

Program

FREDAG D. 4 NOVEMBER 

15.00-15.30: Tjek ind på badehotellet. Vi står klar med åbne arme

15.45:16:00 Kim Møller-Kjær byder velkommen til en weekend i Mosels tegn, hvor næsen og smagssanserne begraves dybt i Mosels skifer både vinøst og gastronomisk.

16.00-18.00: 1. lektion/smagning.
Vi lægger hårdt ud, smører smagsløgene og beskytter de blottede tandhalse så de er klar til syrebad. Vi skal vide, hvor Mosel ligger, hvordan vejret er under normale og ekstreme omstændigheder, grave dybt i grundfjeldet, se og mærke en skiferplade og finde ud af, hvorfor det er så specielt med riesling og skifer. Du lærer om den tyske vinlov, ja du vil kunne lire den af, hvis du blev vækket midt om natten efter denne gennemgang. Vi smager kabinett, Mosels claim-to-faim og forskelle på Mosel, Saar og Ruwer, stifter bekendtskab med det nye og vilde og får sødmegraderne helt ind under huden. Velkommen til rieslingfest! Vi smager blandt andet fra de store marker som Goldtröpfchen, Karthäuserhofberg og Würzgarten.

19.00-22.00: 4 retters aftenmenu på Restaurant Villa Vest.
Køkkenet har lagt sig i selen for at skabe en autentisk middag, som kravlede I rundt på en moselsk skiferskrænt.

I smager blandt andre Markus Molitor, Van Volxem og Johs. Jos. Prüm 

22.00: Aftenhygge tilbage på badehotellet.
Kaffe/the og sødt står klar. Vinskabene vil være ”ladet” med vine, som understøtter weekenden. De er til høflig selvbetjening, og er ikke inkluderet i den samlede pris. Dette skal selvfølgelig ikke afholde jer fra at finde sammen og slutte aftenen af med et sidste skrald fra Mosel. 

LØRDAG D. 5 NOVEMBER 

8.00-9.00: Morgenmad.
Badehotellet står klar med den bedste start på dagen: Villa Vest´s personlige morgenmad med oste, pølser, skinker, røget laks, ny brygget kaffe og frisk most. 

9.30-12.00: Kokkeskole på Restaurant Villa Vest.
Vi går i samlet flok mod restauranten.

Kokkene står klar til at tage jer med i køkkenet, hvor I skal lave en klassisk midttysk frokost med de mest autentiske råvarer, som vi har fået hjem til weekenden fra de tyske länder. Hold på hat og briller  

12.00-14.00: Frokost med indlagt minilektion
Mens frokosten serveres, vil René igen tage taktstokken. 

Vi ”nøjes” med to vine til frokost, men hvilke vine! – TAK for kaffe! Vi har en hård eftermiddag foran os.

14.00-15.30: Pause.
Tid til at samle sig efter frokosten inden dagens steilhangklatring

15.30-18.00: Steilhangklatring über klasse! 2. lektion/smagning.
Nu skal vi opdateres på alt det fede, der sker i Mosel. Vi smager riesling som stedfortolker; kan man virkelig smage forskel på to nabomarker? Vi skal smage riesling med alder og opleve glæden ved at vække en ”død” og glemt vinmark til live og vende tilbage til fortidens storhed. Vi skal endda omkring Mosels evner med pinot noir/spätburgunder. Og ja, vi smager vin fra Mosels mest berømte marker som Scharzhofberger og Doctor, siger guten tag til Egon Müller og Thanisch og nogle af floddalens nye mestre som Daniel Twardoski og Martin Müllen.

19.00-00.00: Den Store Aftenmenu på Restaurant Villa Vest.
Igen tages der udgangspunkt i Mosels eget og Vesterhavets spisekammer, hvor vi har en sand stjerneparade af de bedste råvarer klar til jer. Det bliver uden tvivl også nødvendigt da vinene kræver absolut topfisk, grønsager og intens saucer. 

I skal smage Maximin Grünhaus, Markus Molitor og Peter Lauer – det bliver mere end godt! 

00.00: Aftenhygge tilbage på badehotellet. 

Kaffe/the og sødt står klar. Vinskabene vil være ”ladet” med vine, som understøtter weekenden. De er til høflig selvbetjening, og er ikke inkluderet i den samlede pris. Dette skal selvfølgelig ikke afholde jer fra at finde sammen og slutte aftenen af med den ALLERSIDSTE salut fra weekendens tema, Mosel.  

SØNDAG D. 6 NOVEMBER 

8.00: Fælles afgang fra badehotellet for de morgenfriske.
Afrusning i form af morgendukkert og sauna på Sønderstranden.  

9.30: Sen morgenmad.
Efter en weekend fuld af indtryk serveres igen Villa Vest´s personlige morgenbord med oste, pølser, skinker, røget laks, ny brygget kaffe og frisk most. 

11.00: Tjek ud.
Vi håber, at I nu er klar til at møde verden med endnu stører indsigt og eventyrlyst i Mosels store oplevelser. 

Tak for en dejlig weekend

 

Priser

Vi har omhyggeligt sammensat denne weekends program uden at gå på kompromis med kvaliteten, men stadig til en rigtig god pris:

1. pers. i dobbeltværelse med håndvask: 9.000,-
1. pers. i dobbeltværelse med eget bad og toilet : 10.000,-

2. pers. i dobbeltværelse med håndvask: 18.000,-
2. pers. i dobbeltværelse med eget bad og toilet : 20.000,-

Booking

Dette unikke særarrangement har en begrænset plads på 20 personer.

Tilmeld dig via email til kontakt@villavest.dk

Vi glæder os til en uforglemmelig weekend i Lønstrup / Mosel 😉