Festlig Beaujolais-aften

21. november 2024

BEAUJOLAIS NUVEAU
– ”Est arrivé”

Den 3. torsdag i november har man i mange mange år kunne høre de franske gloser ”Le Beaujolais Nuveau est arrivé!” – sunget ud for at fejre at vækstsæsonen nu er slut, og vinteren er kommet.

I år er datoen d. 21. november 2024 – og på Villa Vest vil vi også markere høsten af endnu en sæson, og at vinteren langsomt sniger sig ind på os.

I 90’erne begyndte et kapløb om at nå hurtigst ud til lande i hele verden, og den franske ”høstfest” spredte sig hurtigt. På godt og ondt har verden fået kendskab til disse lyse lilla-rose farvede vine, der kan kendes på duften af skumbanan og smagen af ungdom og det simple liv.

Vi kender alle historien om Thorkild Thyrring, der i 80’erne drog til det sydfranske i sin racerbil, for derefter at køre det til fest og fællesskab i de Københavnske gader, hvorfra en læskende rus kunne begynde.

Vi ønsker at skabe en aften i den stemning, der kommer, når mennesker mødes over vin, der er lavet til at nyde i nuet.

I samme ånd, pakket ind i Villa Vest-hygge, har vi lavet en aften, hvor man ved fælles langborde, vil blive forsynet med smagen af Frankrig og Beaujolais på den helt nede-på-jorden-agtige måde med fade og unge sprøde nuveau-vine på bordene. Der vil blive serveret forskellige fransk-inspireret retter på fade i rul. Udover at nyde et sprødt, læskende glas af den ny-ankomne Beaujolais-vin, kan den købes på flaske – eller man kan gå på opdagelse i det øvrige vinkort.

 

Beaujolais er formelt den sydligste del af Bourgogne, men anses af mange for sit eget område. Vinene laves modsat det øvrige Bourgogne, hvor Pinot Noir hersker, på Gamay druen, og de fleste gæres hele under kulsyretryk, der skaber gæringen indefra og giver den karakteristiske høje frugtighed, lette udtryk og kun meget lidt tanniner.

I nyere tid har Beaujolais taget et enormt ryk opad på kvalitetsstigen, og man kan finde helt utrolig gode køb på niveau med Pinot Noir-vinene fra hjertet i Bourgogne.

Kl. 18.00: Restauranten er dækket op til en aften med fællesskab og umiddelbar nydelse i fokus. Der er stillet langborde op, så der er rig mulighed for at snakke og komme hinanden ved.

Vi kører forskellige rul med alverdens franske og burgundiske specialiteter i form af noget, der minder om forret, hovedret, ost og dessert.

Vi har lavet en aftale med to lokale DJ’s, der spiller stemningsfuld fransk loungemusik hele aftenen.

Kl. 00.00: Vi siger tak for i aften

Vi glæder os til en aften i et Villa Vest set-up, vi ikke har prøvet før med jer og den lækre Gamay! 

Pris pr. person for middag og 1 glas Beaujolais Noveau kr. 500,-